"Velkommen i fucking klubben"

2022-04-03

Velkommen i fucking klubben kan opleves for sidste gang den 3. april på Kulturkapellet i Aarhus kl. 14 og kl. 16.30. Dette fungerer som vores erstatningsforestillinger for de tabte dage på Quonga Festival. Bestil billetter til dagligstueteatret@gmail.com. Det er GRATIS!

Målgruppe: Unge fra 15-25 år (indeholder emner som sex, alkohol rygning og euforiserende stoffer)

Varighed: Cirka 60 min.

Beskrivelse af stykket og dets temaer:

Stykket handler om fem unge mennesker, der er samlet nytårsaften. Den ene af disse, Emilia, har depression. Stykket handler selvfølgelig om dansk ungdomskultur, men hovedsageligt, om hvordan man reagerer forskelligt i en krisesituation og om, hvordan man kan håndtere og prøve at hjælpe en med depression. Således er det ikke Emilia, der er hovedpersonen, men hendes venner, der fortabte prøver at hjælpe hende.

Stykket starter ud som en hyggelig fest, hvor alting ligger under overfladen, alt det de unge ikke får snakket om, og i slutningen af stykket blusser alt dette op i et stort kaos af følelser. Hele stykket er indrammet af en monolog sagt af Emilia, der snakker om stykkets temaer.

Vi er fem unge mennesker i alderen 15-21 år, der alle har noget på hjerte angående stykkets tematikker. Vi håber på at kunne skabe opmærksomhed på depression, som noget andet end den tabubelagte tilstand, det for det meste ses som. Stykket fokuserer på de pårørende, og hvordan det er svært at håndtere, at en man elsker, har det svært. Noget som mange unge kan relatere til.

Rudolf Steiner skolen i Aarhus

Vi spillede en fantastisk premiere på Rudolf Steiner skolen i Aarhus den 16. november 2021.

Quonga

Vores forestillinger på Quonga Festival blev desværre aflyst, men der holdes et specielt Quonga-arrangement den 3. april 2022 på Scenekunsthuset Aarhus, hvor vi spiller vores forestilling.

Turné

Derudover lavede vi forestillinger, workshops og dialogtimer til efterskoler.

UKH

En total udsolgt forestilling på UKH den 26. februar 2022

Cast:

Embla Kristine Asmussen, 20 år, er skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter. Hun har lavet teater hele sit liv blandt andet på Busbjerg, Horsens Ny Teater, Rosenteatret og Rudolf Steiner Skolen i Århus. Derudover har hun danset klassisk og moderne ballet, siden hun var 3 år, og har danset på blandt andet Musikhuset og Det Kongelige Teater Gammel Scene. Lige nu arbejder hun som skuespiller på Jesperhus og går på andetåret på Filurens SGK i Århus.

Samuel Markus Askin, 20 år, er skuespiller. Han har ligeledes gået på Steiner skole og har gennem den lavet en masse teater, derudover har han haft teater på højskole og gået til teater forskellige steder i Aarhus som barn.

Ferdinand Rønn Gornitzka, 21 år, er skuespiller. Hans erfaring med teater er begrænset, men han har dog været hovedrolle i Århus Katedralskoles årlige musical, og været en del af forestillingen ALDRiGLAND, som skulle have spillet på QuongaFest 2020. Desuden færdes han en del i teatermiljøet, da begge hans forældre Iben og Søren underviser på Teaterhuset Filuren.

Sofie Vinther, 18 år, er skuespiller. Hun har gennem mange år gået til teater hos Teaterhuset Filuren, og senere på Brøruphus efterskole med linjefaget Teater. Nu går hun på andetåret på Filurens SGK-linje sammen med Embla.

Hannah Heyn Bjerregaard, 15 år, er skuespiller. Hun har i flere år gået på Filurens teaterhold.


Projektet er støttet af DATS

© 2021 Dagligstueteatret
Drevet af Webnode
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang